Sælg landsbyhuse til tyskerne

Sådan lyder et kontroversielt forslag fra Kulturarvsstyrelsen, som har gennemgået de mange bevaringsværdige landsbymiljøer langs Vadehavet, skriver JydskeVestkysten.

”Det er et utrolig tabubelagt emne, men jeg synes, det er væsentligt at starte debatten om, hvad der skal ske med de mange enestående bygninger og landsbymiljøer, som præger vadehavskysten”, siger souschef i Kulturarvsstyrelsen, Michael Lauenborg.

Det drejer sig især om huse i forfald. Forfaldet kan bremses af pengestærke sommerhuskøbere, som vil sætte husene i stand med respekt for de gamle miljøer, mener han. Skov- og Naturstyrelsen oplyser, at det er kommunerne, som håndhæver reglerne for, hvornår man må anvende en helårsbolig som fritidsbolig. Og som reglerne er nu, bestemmer kommunerne selv.

”I praksis kan kommunerne forhindre, at en helårsbolig bliver brugt til sommerhus, men mange steder ser kommunerne igennem fingre med det. Det sker i stor stil både i Skagen og på Bornholm”, siger Bodil Hare, jurist i Skov- og Naturstyrelsen.

Borgmester i Tønder, Vagn Therkel Petersen, hilser forslaget fra Kulturarvsstyrelsen velkommen.
”Jeg synes, det er et meget relevant forslag. Vi har allerede en del københavnere, som har købt og renoveret faldefærdige huse i Ballum, som de bruger til fritidshuse. Jeg ser heller ikke noget galt i, hvis det var tyskere”, siger han.

Skrevet af