Star Tour satser offensivt på jyderne

Star Tour vil erobre jyske markedsandele og være jydernes foretrukne rejsearrangør i fremtiden. Derfor sælges 5.000 af Star Tours bedste rejser nu til halv pris – og kun til kunder, der vil flyve fra Billund eller Aalborg. Samtidig nedsætter Star Tour prisen på 90 pct. af samtlige rejser ud af Jylland med gennemsnitligt 500 kr. pr. rejse – eller i alt 10 mio. kr.
”Vi vil være meget aggressive og føre priskrig for at få en større andel af rejserne fra Jylland. Vi vil have jyderne ud at flyve, så vi får et lige så stort volumen, som vi har i København,” fortæller Stig Elling.

Star Tour sender årligt 225.000 gæster på ferie. 68 pct. af kunderne rejser ud fra Kastrup, men nu øger Star Tour i sommeren 2008 med ca. 5.000 flere rejser med afgang fra Billund i forhold til denne sommer.
Priskrigen er ifølge Stig Elling primært rettet mod Falk-Lauritzen og Bravo Tours.

”Det er en krigserklæring til de jyske rejsearrangører, som tror, at de skal dirigere det jyske marked, men det er også en hilsen til de andre store i branchen om, at vi er Danmarks største rejsearrangør og ikke vil finde os i ikke at have de markedsandele, som vi bør have,” siger Stig Elling.

I MyTravel med rejsebureauerne Spies og Tjæreborg Rejser tager man krigserklæringen fra Star Tour helt roligt.
”Jyderne skal nok være forsigtige med at glæde sig for tidligt til ekstremt billige rejser. 5.000 rejser til halv pris er jo forsvindende lidt ud af de ca. 350.000 charterrejser, der sælges med afrejse fra Jylland. På os ligner udspillet mere et PR-stunt på et tidspunkt, hvor sommersalget skal skydes i gang,” siger salgs- og marketingdirektør Jan Vendelbo fra MyTravel.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 27. oktober, 2007)

Skrevet af