Det mener trafikforsker, professor ved Aalborg Universitet og medlem af regeringens Infrastrukturkommission, Bent Flyvbjerg, der vurderer, at der er en klar risiko for, at den brugerfinansierede bro ikke vil kunne betale sig selv.
Han opfordrer til, at et uvildigt organ, gerne Rigsrevisionen, ser nærmere på risikoen i budgetterne for den ca. 31 mia. kroner dyre bro, skriver Information. Flyvbjerg mener også, at Finansministeriet bør gå ind i sagen:
”I sagen om Femern har vi et ministerium, der ikke er tilstrækkelig kritisk i varetagelsen af sin myndighedsopgave. Det er jo Finansministeriet, der har det endelige ansvar for vores allesammens skattekroner”, siger Bent Flyvbjerg, som får opbakning af sin forskerkollega fra RUC, Per Homann Jespersen, der ligeledes har fulgt det mangeårige spil om broen til Tyskland.
”Femern-projektet har været drevet af en meget lille kreds af embedsmænd og konsulenter med økonomiske interesser. Jeg føler mig slet ikke rolig ved projektets soliditet”, siger han.
EU har indvilliget i at betale for ca. en tredjedel af broen, men det vil stadig kræve, at de to lande stiller en statsgaranti for lån af omkring 25 mia. kr. Meget tyder på at tyskerne ikke vil rodes ind i garantien, og at Danmark vil acceptere at påtage sig hele den økonomiske risiko.
Bent Flyvbjerg mener, at den danske trafikminister står i en svag forhandlingsposition:
”At have en så ivrig minister er et problem i sig selv. Det er jo som et pokerspil, og det er ikke mærkeligt, hvis tyskerne konkluderer, at når danskerne er så ivrige, så kan de selv stille statsgaranti for hele summen”.
Per Homann Jespersen er enig og synes i øvrigt, at trafikministeriet udadtil tager for let på den store garanti og fremstiller det, som om det er en risikofri måde at sikre billige lån til det firma, der påtager sig byggeriet. Men reelt kan man kan være heldig ikke at tabe noget, eller man kan brænde inde med en milliardstor regning.
Flemming Hansen afviser, at der skulle være problemer med økonomien:
”Såvel Finansministeriet som eksterne konsulenter har været indblandet i udarbejdelsen og kvalitetssikringen af det omfattende materiale, der ligger til grund for budgetteringen. Jeg er derfor ligesom vores tyske forhandlingskolleger ganske tryg ved budgetterne, selv om der naturligvis altid kan komme overraskelser”.
30. juni udløber EU’s tilbud om en medfinansiering af broen.

STANDBY.DK Nyt om rejser

