Kritik af nye regler for rejsesygesikring

Den 1. januar trådte nye regler for den offentlige rejsesygesikring i kraft. Dækningen af hjemtransport forsvandt og det geografiske dækningsområde blev indskrænket. De eneste undtagelser er rejser i Norden.



Skal forbrugerne have dækning for hjemtransport fra de lande, der ikke længere er omfattet af ordningen, skal der tegnes en privat forsikring.



Forbrugerrådet siger, at forsikringsselskaberne bør sikre forbrugerne klar information og valgmuligheder i forhold til pris og produkt.



Forbrugerrådet arbejder for en model med tilvalg til Familiens Basisforsikring. Familiens Basisforsikring dækker allerede den medbragte bagage.



“Det vil være en rigtigt god ide, hvis forbrugerne kan tilvælge hjemtransport som del af den eksisterende basisforsikring, og beholde den tidligere dækning. Det kan ikke være den enkelte forbrugers opgave at forhandle individuelle løsninger og priser på plads med forsikringsselskabet. Det må derfor være muligt for forsikringsselskaberne at tilbyde standardprodukter med lavere præmier, der tager højde for de nye regler,” siger jurist i Forbrugerrådet Anne Dehn Jeppesen.


Skrevet af