Rejsebureau sælger DVD’er om New Zealand

MyPlanet oplever i øjeblikket en voldsom efterspørgsel på rejser til New Zealand. Kunderne ønsker at opleve det smukke land – kendt som fantastisk kulisse for bl.a. film-trilogien ”Ringenes Herre” – på egen hånd, det giver en stor stigning i leje af bil og autocamper.



På vegne af de nordiske venskabsforeninger arrangerer MyPlanet rejser til sine fire destinationer – New Zealand, Australien, Canada og USA.



”New Zealand er uden diskussion populærest i øjeblikket. Således er antallet af besøgende, der søger information om New Zealand på vores hjemmeside, steget 50 % i år,” siger MyPlanets nye adm. direktør, René Andersen.

René Andersen er også adm. direktør for Hannibal & Marco Polo – der i sommer fik samme ejer, engelske First Choice. Han var gæst i Take Off-Stolen i september.



”Vores rejsende til New Zealand gør meget ud af at planlægge og forberede sig godt. Vi har gennem flere år med succes solgt rejsebøger på dansk og engelsk. Men tendensen er, at kunderne vil have levende billeder frem for ”flade” fotos og tekst,” siger han.



Som reaktion på denne efterspørgsel på levende billeder, har MyPlanet netop lanceret ny DVD, der på 100 minutter tager den rejsende rundt i New Zealand.

De første 100 DVD’er blev solgt på under en uge – næste portion ser ud til at gå lige så hurtigt, så der er allerede sendt bud til New Zealand efter endnu en sending.



DVD’en bestilles på MyPlanets hjemmeside.

Skrevet af