- STANDBY.DK - https://standby.dk -

10 års kulturrevolution forandrede Scandic

Scandic blev i 2017 kåret som Danmarks bedste arbejdsplads, og det skyldes ikke mindst målrettet arbejde fra adm. direktør Jens Mathiesen, der 1. juni kan fejre 10 års jubilæum.

I spidsen for Danmarks største hotelkæde sidder 49-årige Jens Mathiesen på hovedkontoret i Nansensgade i København og trækker i de tråde, der får 25 danske Scandic-hoteller til at fremstå som velsmurte enheder.

Den 1. juni er det 10 år siden, at Jens Mathiesen satte sig til rette i direktørstolen i det danske datterselskab af den store svenskbaserede hotelkoncern. Med sig i bagagen var blandt andet lidt mere end fire års ansættelse som salgs- og marketingdirektør hos Choice Hotels i Danmark samt syv måneder som salgs- og marketingdirektør i Remmen Hotels.

Karrieren startede ellers i shippingbranchen, gik via AVIS Biludlejning i rollen som salgschef og med et par år udenfor branchen som administrerende direktør hos kaffeautomatvirksomheden Fountain Scandinavia.

Det var en headhunter, der tilbage i 2002 valgte at tage kontakt til Jens Mathiesen og tilbyde ham en stilling som salgsdirektør hos Remmen Hotels.

“Jeg kendte ikke meget til hotelbranchen, men jeg takkede ja og valgte at ‘steppe ned’, da jeg stadig havde lyst til og savnede pulsen i rejseindustrien. Men jeg sagde op efter syv måneder, for Henning Remmen og jeg var en for svær cocktail,” konstaterer Jens Mathiesen.

Lærte meget hos Choice
Derefter gik turen til Choice Hotels som salgs- og marketingdirektør i Danmark, og her blev det til fire og et halvt år, hvor en god og solid viden om hotelbranchen blev grundlagt.

“Det var en fantastisk tid med Choice og Petter Stordalen. Jeg blev involveret i alt, hvad der var af kontrakt, budgetter og drift, og jeg var samtidig med til at ansætte og afskedige hoteldirektører,” husker Jens Mathiesen.

Men rygtet om den unge og energiske salgs- og marketingdirektør fandt hurtigt vej til Scandic Hotels, der satte en headhunter på opgaven med at få Jens Mathiesen i proces som administrerende direktør for Scandic Hotels. Stillingen var nemlig ledig efter, at Hans Frank var fratrådt i slutningen af 2007, mens økonomidirektør Tonny Poulsen havde passet forretningen i mellemtiden.

“Da jeg fik henvendelsen fra Scandic havde jeg en opfattelse af, at det var en lidt støvet motorvejshotelkæde, men jeg havde heller ikke superindgående kendskab til det. Da jeg var ansat ved Choice, var jeg en smule misundelig på Scandic og havde indtrykket af, at man havde en stærk operation model, hvor alt blev gjort synkront og med en vis rytmik,” husker jens Mathiesen.

Tog medarbejderne på en kulturrejse
Men Jens Mathiesen fik mulighed for at tage det bedste fra begge verdener, da han for 10 år siden tiltrådte som administrerende direktør i Scandic Hotel A/S.

“Jeg valgte at tage Scandic på en kulturrejse og arbejde med det indefra. Det nyttede ikke noget at pynte hotellerne, så de så flotte ud, hvis ikke medarbejderne var med. Jeg valgte at møde medarbejderne i øjenhøjde og vise tillid og uddelegere. De skulle vænne sig til, at det var en ny type ledelse, og der gik et par år før de fandt ud af, at jeg stod fast ved min stil i både modgang og medgang.”

Sidenhen er medarbejdertilliden øget år for år, og i dag har kæden 2.000 ansatte i Danmark, og 800 flere er på vej i de kommende år. Det er samtidig ansatte, der arbejder på Danmarks Bedste Arbejdsplads, som kæden blev kåret til i 2017 af Great Place to Work, der anerkender de bedste arbejdspladser i over 50 lande i hele verden.

“Det er først, når man har fået medarbejderne med sig, at man kan skabe noget. Jeg fandt hurtigt ud af, at når man hævede medarbejdertilfredsheden, så smittede det af på kunderne. Kundetilfredsheden er nemlig også steget år efter år,” forklarer Jens Mathiesen.

Lige meget om det er ansatte til nyåbnede hoteller eller ansatte, der overtages fra en anden kæde, så er reglerne enkle. Det skal være holdspillere, for ellers vil de ikke fungere under den ledelsesstil, der er hos Scandic i Danmark.

“Jeg gider ikke at have mennesker ansat, der er egoistiske og kun har fokus på sig selv. Vi skal alle være der for at hjælpe hinanden, og jeg ansætter kun dem med den rigtige attitude. Det vil typisk være holdspillere og gerne med stærke meninger.”

1.693 nye værelser i København
Scandic er i dag den største hotelkæde i Danmark, når det handler om antal hoteller og værelser. Den position vil blive udbygget i de kommende år, hvor der åbnes i alt fem nye hoteller fra 2018 og frem til begyndelsen af 2023.

I september åbner det 370 værelser store Scandic Kødbyen, og det bliver i 2019 efterfulgt af Scandic Falkoner, der får 334 værelser. I 2020 er turen kommet til Scandic Copenhagen Airport med i alt 357 værelser, mens Scandic Spektrum åbner året efter i 2021. Her vil der blive i alt 632 værelser. Det hele rundes af med Scandic Aarhus Havn i begyndelsen af 2023, hvor 500 værelser og konferencefaciliteter til 2.000 gæster vil stå klar.

Dermed øges kapaciteten med 1.693 værelser i København fra 2018 til 2021, og dermed tager Scandic sin andel af omkring 8.000 nye værelser i hovedstaden i de kommende år.

“Lige nu bliver der bygget voldsomt i København med mange nye hoteller. Markedet er gunstigt, da der er godt gang i økonomien, lave renter og generelt gode lånemuligheder. Der er en ekstrem høj belægning i København med 78 procent, og nogle hoteller ligger endda med belægningsprocenter oppe i 80´erne. Vi kan alle leve godt, hvis belægningen ligger mellem 70 og 72 procent,” vurderer Scandic-direktøren.

Selvom Scandic øger kapaciteten i København med næsten 1.700 værelser over en fireårig periode, betyder det dog ikke, at man venter et positivt resultat fra åbningsdagen. Der arbejdes med en såkaldt “ramp-up” periode, hvor hotellerne får mulighed for at udvikle forretningen.

“Der går typisk tre til fem år, før vores nye hoteller leverer på index 100,” understreger Jens Mathiesen.

Forskellige hoteller
I modsætning til andre hotelkæder har Scandic ikke en sofistikeret brandstrategi, selvom det er et spørgsmål der ofte bliver taget op, hver gang der bliver talt strategi.

“Alle Scandic-hoteller er forskellige, og hvert hotel har sin egen unikke indretning. Vores hoteller skal kunne noget forskelligt. Men vi er i øjeblikket på en rejse, hvor vi bygger nye hoteller i nærmiljøerne i byerne og ved lufthavnen, og det vil vi fortsætte med. Om 10 år vil hotellerne være mangfoldige og indtage en anden plads,” fastslår den energiske direktør for Scandic-kæden i Danmark.

 

Relaterede artikler:

Scandic skal bruge 800 nye ansatte

Scandic er Danmarks bedste arbejdsplads

Scandic udvider ved Københavns Lufthavn

København får hidtil største Scandic-hotel

Scandic vinder stort hotel- og kongresprojekt i Aarhus