Dagens kommentar

CPH kommer til at køre på anden klasse rent sikkerhedsmæssigt mindst en måned endnu.



Lufthavnen, der blev nedgraderet af EU-myndighederne i sommer, har stadig ikke overbevist Statens Luftfartsvæsen (SLV) om, at sikkerheden er helt i topklasse.



Det betyder, at ankomstlufthavne skal holde passagerer fra Københavns Lufthavn adskilt fra andre passagerer, eller sørge for et ekstra sikkerhedstjek af dem, når de lander.



Det er selvfølgelig pinagtigt, at CPH – som på en række fronter fremstår som en af verdens bedste lufthavne – ikke kan få skabt orden i sit eget hus og derved påfører gæsterne i Kastrup yderligere vanskeligheder.



Samtidig har amerikanske lufthavne indført et særligt VIP-kort for faste gæster, der nedsætter deres tid i sikkerhedskontrollen betydeligt, hvis de blot betaler en beskeden årlig afgift.



Naturligvis skal sikkerhedsforholdene i lufthavnene være OK og i overensstemmelse med gældende internationale normer. CPH er ikke tjent med at have det sikkerhedsmæssige ry, der skæmmer lufthavnens image.



For alt, der kan gøres, skal gøres for at hindre terroristernes anslag. Og at truslerne ikke er tomme, fortæller den aktuelle optrævling af terrornetværk i Tyskland og England alt om.



Det er også nødvendigt, at de demokratiske samfund sætter sine grænser for, hvor meget kontrol, og hvor mange gener, samfundet kan påføre rejsende – uden at det giver den absolutte tryghed.



De anonyme mordere spreder blot død og lemlæstelse andre steder. Flytter bomberne fra fly til tog eller cafeer eller sporvogne eller noget helt femte.



Hvordan vil forretningsrejsende i længden se på, at deres medbragte papirer flyttes fra attache-mappen til en plasticpose, hvor der er frit udsyn fra medrejsende – og mulige konkurrenter.



Eller et hurtigt forhandlingsmøde efter en fly rejse på et par timer bliver til døgns mareridt på grund af langstrakte køer på grund af sikkerhedsordningerne i de pågældende lufthavne.



Vi skal passe på. Vi skal bekæmpe den kujonagtige terror. Vi skal forfølge morderne, der spreder død og lemlæstelse på må og få.



Men vi skal også passe på, at vort åbne samfund med dets frie samhandel og samfærdsel ikke krakelerer midt i vreden over den nådeløse terror.



For så har fundamentalisterne, der vil demokrati og humanisme til livs, for alvor vundet.






Skrevet af