Usikker fremtid for Thailand- rejser til Phuket

Tallet om omkomne efter flodbølge og jordskælvet i Fjernøsten vokser time for time. I aftes var det 11.500, her til morgen er tallet steget til 14.000, og det vil fortsat stige, da man ikke har haft kontakt med alle. Blandt de omkomne er tre danskere, en mand på 71 år, en mand på 61 og en dreng på 10 år.



“Desværre kan vi endnu ikke sige, at vi har haft kontakt med alle, kun med 90 procent, siger Stig Elling fra Star Tour, som i den grad har stået i front i medierne for hele branchen i uafbrudt funktion, nu i over et døgn. Senest i morgennyhederne på TV 2.



Stig Elling frygter sørgelige efterretninger fra Khao Lak nord for Puhket, hvor bureauet har 160 deltagere, hvoraf de fleste bor i Blue Village Resort. Det er umuligt at komme derop, nu sættes militæret ind. Kun de danskere, der er kommet igennem med mobiltelefoner til familien hjemme, er der kommet livstegn fra.



Den nærmeste fremtid er usikker for rejser til Thailand. I dag har i hvert fald Star Tour aflyst. Mange vil hjem nu fra Phuket, selv om de fleste skulle have været derude også i denne uge. Dels er ferieglæden spoleret, dels er mange hoteller ødelagt, og det kan tage lang tid, før der igen er normale tilstande for ferietrafik til især Phuket og Maldiverne samt Sri Lanka.



Europæiske Rejseforsikring har sit kontor i Bangkok i højeste alarmberedskab, også Star Tours forsikringsselskab er fra Sverige draget ind i nødhjælpen.

Skrevet af