Fredagsklummen – De taxfree glæder på landjorden

Af Ejvind Olesen



DER VAR tæt opløb til det sidste i den danske regering, om vi skulle slappe af og acceptere det taxfree salg i fly og lufthavne. Statsminister Nyrup Rasmussen var ved at give sig, men så svang Marianne Jelved endnu engang med håndtasken og fik sin vilje. Danmarks indstilling var faktisk udslagsgivende på det tidspunkt i EU.



Marianne Jelveds argumentation var, at når man i EU harmonisere priserne på vin, spiritus og cigaretter, var der jo ingen grund til at opretholde taxfree begrebet. Det har hun ret i, men sådan er verden bare ikke. Den var der ikke dengang, og der er ikke sket noget siden.



Nu er det blot sådan, at man i USA, som igen lægger pres på EU, slet ikke vil tillade taxfree varer om bord på flyene med baggrund i en terrorrisiko, som virker anspændt og forvirrende. Hvis det er så farligt at flyve, som amerikanerne synes at mene, må vi hellere i al fremtid aflyse fly som transportmiddel for mennesker. Hvilken renæssance for Atlanterhavsskibene.!



I DAG KAN man købe en liter af kendt whiskymærke med banderole billigere på de græske øer end i den taxfree i Københavns Lufthavn. Det samme med en karton cigaretter. Noget lignende gælder for Spanien, Portugal og flere andre Middelhavslande, når vi er på ferie.

Altså nul harmonisering og frit spil for charterselskaberne, der løb inden om lovforslaget ved at købe med banderole og sælge i flyene med det resultat, at der slet ikke bliver nogen indtægt i Danmark for stat eller for sælger.



Til gengæld er en vare med banderole tilladt at medbringe hjem i langt større antal. Op til 10 flasker, hvis man kan dokumentere, at det er til ens eget forbrug, hvordan man så end gør det.



DET SER heldigvis ud til, at EU ikke står på den amerikanske galej med forbud mod at medbringe noget flydende om bord , som kunne bruges til brændstof, hvad enten det gælder tandpasta eller forskellige former for gødning, for nu at være aktuel.



Derfor er tiden måske kommet til at tillade salg af taxfree varer efter ankomsten til lufthavnen, som det længe er sket i Island og i Israel. Senere i Norge og flere andre lande, men ikke i EU endnu. Det ville ganske vist bryde helt med den oprindelige grund til at indføre taxfree varer nemlig, “at det skulle være muligt for søfolk og passagerer på meget lange rejser at tage noget med til at forsøde tilværelsen undervejs de mange timer.”



Men, pyt. Den formålsparagraf er jo alligevel dybt forældet. Så hvorfor ikke vende det hele radikalt på hovedet nu ?



Hvad mener du, stem i quick poll.

Skrevet af