Sterling indrømmer bagagefejl

Flyselskabet Sterling indrømmer nu, at de var lidt for hurtige på aftrækkeren, da de tidligere på året ændrede reglerne for, hvor meget bagage man må have med på flyrejsen.

Rejsende kunne tidligere medbringe 20 kilo indtjekket bagage, men det blev 3. januar 2007 ændret til 15 kilo. Den nye regel ramte også de rejsende, der havde købt en rejse i tiltro til, at deres kuffert måtte veje 20 kilo, og disse kunder kom så til at betale gebyr for overvægt.

Nu indrømmer Sterling, at det gik lidt for stærkt. ”Vi må erkende, at vi i vores iver ikke fik kommunikeret formålet med de nye bagageregler ordentligt, og vi fik i processen heller ikke taget højde for allerede solgte rejser, der var omfattet af de tidligere bagageregler,” hedder det i en skrivelse til Sterlings kunder.

Sterling ændrer nu reglerne, så passagererne igen kan medbringe 20 kilo bagage. ”Det eneste, vi har opnået er, at mange kunder kommer til at betale 45 kr. pr. kilo overvægt. Og hensigten var ikke at lægge et gebyr på rejsen. Derfor ændrer vi nu ordningen så passagererne igen kan tage 20 kilo bagage med,” forklarer Michael T. Hansen, der er kommerciel direktør i Sterling. 

(Politiken og Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 21. juli, 2007)  

Skrevet af