Dansk rejsekoncern hjælper forældreløse børn i Thailand

Da tsunamien skyllede ind over den flade strand i Khao Lak gjorde den ca. 375 thailandske børn forældreløse. Hidtil har børnene boet i teltlejre nær Khao Lak på det thailandske fastland, men i disse dage får ca. 100 af dem et nyt hjem få kilometer fra Phuket lufthavn, som hvert år tager imod ca. 75.000 danske turister.



I Muangmai er thailænderen Narin Florén og hans svenske kone, Maria, ved at opføre et børnehjem som bl.a. har fået økonomisk støtte fra de ansatte i MyTravel, der i Danmark tæller MyTravel Airways, Spies, Ving, Tjæreborg Rejser, Gate Eleven og Skibby Rejser.



”Børnehjemmet kommer til at bestå af ca. 30 huse med plads til fire børn og en voksen i hvert. Hvert hus koster ca. 35.000 kr.. Da personalet i MyTRavel fik samlet ind til et hus, betalte virksomheden for yderligere et. Dette bidrag var oven i det sekscifrede beløb, MyTravel i forvejen har støttet SOS Børnebyerne med,” fortæller informationschef Torben Andersen fra MyTravel Airways.



Men selv om de 100 børn nu får tag over hovedet på en mark, som lokale munke har stillet til rådighed, er der lang vej til, at hjemmet kan fungere. De menneskelige ressourcer er “tilsat” frivillig arbejdskraft fra hele Skandinavien, men børnehjemmet mangler fortsat penge til en basale ting.



På “ønskelisten” står bl.a.: vaskemaskiner og komfurer, linned, håndklæder, basal medicin, møbler, senge, køkkenudstyr, børnetøj, legetøj – og græs, så børnene ikke skal lege på den bare jord på byggepladsen.



De seneste måneder har MyTravel Airways fløjet bl.a. legetøj, tøj og sengelinned fra Skandinavien til børnehjemmet.



”Men sommeren har vi en flypause, hvorfor vores lokale ansatte med area manager Kent Rausner i spidsen i stedet vil indkøbe de nødvendige ting lokalt og levere direkte til hjemmet. Vi har oprettet en konto i Nordea (kontonr. 2149-6877562601), som alle er velkommen til at benytte. Oplyser man navn og adresse ved indbetalingen, vil vi sørge for at skrive til bidragsyderne og fortælle, hvad lige netop deres bidrag er brugt til i forbindelse med hjælpen til børnene fra Khao Lak,” fortæller Torben Andersen.



Da tsunamien ramte bl.a. Thailand, kørte det thai-svenske ægtepar Narin og Maria Florén i pendulfart mellem Phuket og Khao Lak og bragte overlevende skandinaver til deres hjem nær Phuket lufthavn.



Flere hundrede personer boede på det tidspunkt hos dem og deres gæstfrie thailandske naboer, mens mange af dem søgte efter savnede pårørende eller venner.



Da skandinaverne skulle rejse hjem, ville de give Narin og Maria Florén penge som tak for husly og hjælp. Men parret sagde nej og foreslog i stedet, at pengene skulle gå til etableringen af børnehjemmet.

Skrevet af