Air Canada køber del af Star Alliance-medlem

De 75 mio. dollars giver Air Canada 7% af aktierne i det kommende nye selskab med 361 fly. Til gengæld vil canadierne have de større flyvedligehold, hvilket vil give 700 nye tekniske jobs, samt bedre adgang til lufthavne som New Yorks LaGuardia, Boston og America Wests hovedlufthavn, Phoenix, skriver Reuters.



America West bruger sammen med investorer 1,5 milliarder dollars på sammenlægningen. Dermed får America West, som udover Phoenix i Arizona også har hovedlufthavn i Las Vegas, adgang til det østlige USA, hvor US Airways er stærk, bl.a. Washington DC, New York og Boston.



Det sammenlagte selskab bliver USA’s sjette største på indenrigsmarkedet og med hovedkvarteret i America Wests’ nuværende, Tempe i Arizona.

America West er sundt og overskudsgivende, men i skarp konkurrence med et af USA’s førende lavprisselskaber, Southwest Airlines.

America West har knapt 1.000 daglige flyvninger og 13.000 medarbejdere, US Airways har 3.400 daglige flyvninger – også til Europa – samt 30.000 på lønningslisten.



America West vil eje 45% af det nye flyselskab, andre investorer 41%, mens de resterende 14% ender hos US Airways. Selskabet skal flyve under navnet US Airways – det oprindelige selskab er medlem af Star Alliancen. De to selskaber får en årlig omsætning på 10 milliarder dollars og en meget lav gældspost.



Airbus låner 250 mio. dollars til de to selskaber mod at de bliver søsætningskunde for Airbus’ nye mellemdistancefly, A350, som forventes at begynde at rulle af samlebåndet fra år 2010.



Det nye US Airways får som hovedlufthavne Charlotte i North Carolina, Phoenix og Philadelphia.



Aftalen mellem de to selskaber er den første store i amerikansk luftfart, siden American Airlines i 2001 opslugte TWA.

Skrevet af