Med 42.115 besøgende på den store jyske feriemesse var besøgstallet omkring 13.000 lavere end rekordåret 2006. Alligevel er arrangøren, Messecenter Herning, godt tilfreds. I en pressemeddelelse vurderer messecenterets direktør, Georg Sørensen: ”Jeg er imponeret over, at vi trods de sværest tænkelige odds har formået at tiltrække over 42.000 gæster. Tøvejret søndag betød, at rejseglade danskere fra nær og fjern strømmede til messen. Det resulterede i besøgsrekord for en søndag på Ferie for Alle med 21.736 gæster, hvilket er 4.400 flere end samme dag sidste år”
Også Kroatien, som i år var partnerland på Ferie For Alle, glædede sig over messen. Standchef på den kroatiske stand, Guido Schwengersbauer, siger: ” Vi er ovenud tilfredse med Ferie for Alle. Der har været sort af mennesker på vores stand, og vi mærker en vældig stor interesse for at besøge Kroatien hos jyder og fynboer. Efter Ferie for Alle er jeg sikker på, at vi når vores mål på 110.000 danske turister i 2007. Det er 30.000 flere end sidste år”.
Ferie For Alle finder næste år sted fra den 22-24. februar. Stand By bringer i martsudgaven, som udkommer på torsdag, en fire siders reportage fra den jyske feriemesse.