29.000 nye fly på 20 år

Samlet har disse fly, ifølge Boeing, en værdi af 3,2 billioner dollars (en billion er tusinde milliarder – eller en million millioner)



Boeing-rapporten, der i år udgives for 45. gang og regnes for meget autoritativ, forudser navnlig behov for mere brændstofbesparende fly. Dels pga. større ønske om at beskytte miljøet, dels pga. de pendulerende brændstofpriser.



Selvom Boeing naturligvis anerkender den nuværende recession, fastholder flyfabrikken, at markedet for nye fly også i fremtiden vil stige ca. 5 % om året. Det har været tilfældet de sidste 30 år, hvor der også har været kriser og nedgange i verdensøkonomien.



Boeings analytikere forudser vækst hos flyselskaberne gennem flere flyvninger til mindre destinationer og fortsat lavpris-konkurrence.



Derfor vil der også fremover blive mest efterspørgsel efter mindre passagerfly – disse vil stå for to ud af tre af de nye fly; ikke mindst på det fjernøstlige, europæiske og nordamerikanske marked.

Mens flyrejser indenfor og til Fjernøsten i dag udgør 32 % af verdens passagerflyvninger, vil dette tal de kommende 20 år stige til 40 %, mener Boeing.



De næste 20 år skal der ifølge den amerikanske fabrik bruges 2.100 mindre regionale jetfly, små 20.000 større passagerfly med én midtergang (f.eks. Boeing 737 eller Airbus 320) samt 6.700 af de store bamser med to gange (f.eks. Boeing 747 eller Airbus 380).



Analysen – The Boeing 2009 Current Market Outlook (CMO) – findes på hjemmesiden: boeing.com/cmo


Skrevet af