Flysikkerheden i top sidste år

For selvom 2005 bød på flere flystyrt og flere omkomne passagerer var det alligevel få i forhold til, hvor mange flere der fløj med kommercielle charter- og rutefly sidste år, det skriver Berlingske Tidende i dag.

1059 passagerer omkom i 35 ulykker sidste år. Gennemsnitligt er 1095 passagerer omkommet om året i perioden 1995-2004. 2004 er dog stadig rekordåret med det laveste antal omkomne siden 1945. Der var kun 410 dræbte og 27 havarier i 2004.

Herhjemme kalder Statens Luftfartsvæsen (SLV) udviklingen positiv og understreger, at risikoen for at omkomme i et flystyrt er yderst beskeden, idet antallet skal ses i lyset af at ca. to milliarder mennesker benyttede kommerciel lufttransport sidste år.

Der var igen i 2005 ingen ulykker i den kommercielle luftfart herhjemme. I den private luftfart var der to dødsfald, begge i samme ulykke, hvilket er betydeligt færre end i 2004, hvor hele 12 personer omkom i otte ulykker.

Skrevet af