En appeldomstol i Firenze har stadfæstet dommen på 16 års fængsel til Francesco Schettino, der var kaptajn på krydstogtskibet Costa Concordia, som forliste ved den italienske ø Giglio i 2012. 32 omkom.
Francesco Schettino var ikke i retten, da dommen blev læst op af dommer Grazia D’Onofrio og nyhedsbureauet AFP skriver, at han ikke skal i fængsel umiddelbart, da retssystemet stadig har appelmuligheder for ham.
Han blev idømt 16 år og en måneds fængsel i februar 2015, efter en dommer havde sagt, at hensynsløs opførsel var skyld i, at det store skib ramte et undersøisk skær tæt på øen. Kaptajnen blev kendt skyldig i drab på flere mennesker, for at være skyld i en katastrofe til søs og for at have forladt sit skib, inden alle passagerer og besætningsmedlemmer var evakueret.
Der var over 4.200 ombord på krydstogtskibet, herunder 3.200 turister, skriver bt.dk.

STANDBY.DK Nyt om rejser

