16% flere rejsende med Norwegian

norwegian-2Norwegians trafiktal for november lyder på 2.265.145 passagerer, hvilket er en stigning på 16% i forhold til samme måned sidste år.

På langdistanceruterne var passagervæksten 70%. Belægningen var i alt 84%, hvilket er en stigning på et procentpoint. RPK steg med 31% og kapacitetsvæksten ASK med 29%.

”Væksten på de transatlantiske ruter vil nu kunne fortsætte efter, at de amerikanske myndigheder omsider har givet vores EU-selskab tilladelse til at flyve til og fra USA. Det betyder, at Norwegian kan fortsætte den globale ekspansion med fuld styrke og åbne ruter til destinationer over hele verden. Godkendelsen indebærer også, at vi kan skabe mange nye arbejdspladser både i Europa og USA og bidrage til lokal værdiskabelse gennem øget turisme”, siger koncernchef Bjørn Kjos.

Selskabet har indtil videre i år modtaget 20 nye fly – 16 Boeing 737-800 og fire Boeing 787-9 Dreamliner. I november kom én ny Boeing 737-800 til flåden.