16 mio. kr. til markedsføring af Danmark

En stribe udvalgte projekter indenfor musik, arkitektur, sport og kunst er udvalgt til at sætte Danmark på verdenskortet. Regeringens Fonden til Markedsføring af Danmark har besluttet sig for støtten til de seks første projekter, der tilsammen får 16 millioner kroner.

 

– Det er projekter, der har kapacitet til at markedsføre Danmarks styrker og kompetencer i udlandet. F.eks. rockfestivalen Spot i Århus, der viser et modigt og eksperimenterende Danmark og markedsføringen af Danmark under næste års kongres i den Internationale Olympiske Komite, der giver mulighed for at vise verden et afbalanceret og ansvarligt Danmark med plads til både bredde- og eliteidræt, siger bestyrelsesformand Jørgen Tandrup.

 

Regeringen ønsker flere konferencer til Danmark. Derfor donerer Fonden til Markedsføring af Danmark fem millioner til det nyoprettede meetdenmark.dk

 

Meetdenmark.dk er et konsortium bestående af Wonderful Copenhagen, VisitAarhus, VisitAalborg og Syddansk Turisme.

 

Der er også penge til et internationalt kunst, dansk arkitektur og forskningsprojekt med fokus på klimaforandringerne. Endelig er der en check til en stor udendørs kunstudstilling – Sculpture by The Sea – på stranden langs kysten i Århus med kronprinsparret som protektor.

 

Århus er tilgodeset økonomisk i fire af de seks projekter fra fonden, og det er borgmester Nicolai Wammen (S) stolt af.

 

– Det dokumenterer, at vi i Århus har en rigdom af initiativer og noget at vise frem for byen og for vores gæster. Jeg vil især fremhæve Sculpture by The Sea, Spot Festival og klimaprojektet Impact som eksempler på unikke og internationalt orienterede events fra Århus, siger han.

 

Fonden til Markedsføring af Danmark så lyset sidste år med en selvstændig bestyrelse, der i alt uddeler 150 millioner kroner til initiativer, der kan markedsføre Danmark.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen