Forbrugerstyrelse vil udvide rejsegarantier


Forbrugerrådet vil have lavet om på reglerne for Rejsegarantifonden, som kun dækker tab ved eventuel konkurs, når der er tale om pakkerejser – altså rejser, hvor der både indgår transport og ophold på destinationen og begge dele er betalt samlet, skriver epn.dk.

Nu mener Forbrugerrådet at tiden er inde til, at Rejsegarantifonden tilpasser sig den ny virkelighed. Mange rejsende tror nemlig, at de er dækket ind, selv om de selv har stykket ferierejsen sammen. En undersøgelse viste allerede i 2004 at flertallet ikke var klar over, at kun pakkerejser var dækket.

Nu er det ikke Rejsegarantifonden, der bestemmer, hvem og hvordan der skal være dækket. Det er EU Kommissionen, der fastlægger reglerne for garantien på pakkerejser.

”Der er ikke kun behov for et pakkerejsedirektiv, men et rejsedirektiv som dækker uanset om kunderne selv har stået for sammenstykningen af ferierejsens elementer”, siger Claus Jørgensen, trafikpolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.

”Med de nuværende regler risikerer flere rejsende, at deres ferietur smuldrer og at opsparingen skal bruges på hjemrejsebilletter. Derfor anbefaler Forbrugerrådet at EU-Kommissionen udvider Rejsegarantifondens dækning”.

Forbrugerrådet peger på, at det danske Rejseankenævn, som afgør klager, men ikke kan yde erstatning, har udvidet klageadgangen til også at omfatte individuelt planlagte rejser.

Skrevet af