Norsk hotelkæde i stormvejr for kønsdiskriminering

Den norske hotelkæde Rainbow Hotels får stryg for et nyt fremstød, hvor mænd lokkes med bl.a. gratis pornokanaler, cola, skopudsning og playstation, hvis de booker et ”mandeværelse.” Kvinderne må nøjes med en badekåbe, chokolade, en pakke tampax og et strygejern, skriver B.T.



En norsk ligestillingsforsker siger om kampagnen: ”Det er helt forfærdeligt. Goder, der bliver tilbudt på et hotel, bør ikke afhænge af kundens køn,” siger Jørgen Lorentzen fra Universitetet i Oslo. I går, søndag, havde Rainbows hjemmeside stadig tilbudet om de oplyste ydelser ved booking af ”mandeværelser.”



”Rainbow nedgør mandens intelligens ved at tro, at det er porno og Playstation, han vil have. Vi er ikke enfoldige dyr, og Rainbow bør straks trække kampagnen tilbage,” siger Jørgen Lorentzen.



Salgs- og markedsdirektør i Rainbow, Eva Hagby, forstår ikke forskerens ophidselse: ”Det er forkert at sige, at vi tilbyder erotiske film gratis til mandlige kunder. Filmene udgør blot en lille del af, hvad man kan se via vores betalingskanaler. Kvinderne kan bare bestille de erotiske film, hvis de ønsker det,” siger hun.



Rainbow Hotels, der ejes af Olav Thon-gruppen, har 43 hoteller i Norge, tre i Bruxelles og et i Rotterdam – kæden overvejede på et tidspunkt et hotel ved Bella Center, men sprang fra i sidste øjeblik.

Skrevet af