De værste rejsebureauer

En herlig Palmesøndag fik læserne af B. T. i går en forside historie om “De værste Rejsebureauer – se om dit selskab står på listen”. Havde det endda så været en aprilsnar, men avisen vurderede åbenbart historien til at være så stærk, at den kunne holde til dagens hovedhistorie.



At tallene er gamle, og Take Off for længst har brugt dem, ser vi bort fra. Det er nemlig Rejse-Ankenævnets årsrapport, som forsinket e kommet til B.T.’s kendskab med baggrund i fornyede problemer for Tyrkiet Eksperten, som vel også må siges gennem årene at være udnævnt til bladets “hade- bureau”. Fortjent eller ufortjent. Det har vi ingen chancer for at bedømme.



Nu kommer så listen over “de værste bureauer”. Det er Falks Lauritsen med seks tabte sager ud af 173.000 gæster, Spies med seks ud af 160.000, Star Tour med seks ud af 176.000, Apollo med to ud af 140.000 og Bravo Tours med èn ud af 98.000. Det er sandelig nogle slemme bureauer, vi taler om. Uha, uha!



Heroverfor står Tyrkiet Eksperten med 37 tabte klagesager ud af 115.000 gæster. Set i det perspektiv med sammenligning, er det naturligvis mange, men procentmæssig er det uendeligt få. Måske sender bureauet også flere sager til vurdering i nævnet end andre, sådan noget kan man næsten selv styre.



Noget andet er så, at især de store bureauer, som før havde egne destinationsfolk på feriestederne, nu er afhængig af koncernens indkøb og kontrakter. Det kunne jeg godt se en fare i, men netop nu skal jeg undlade at komme med eksempler. Det er nemlig de færreste nationer, der er vant til at få så godt et charterprodukt som det danske. Eller så god en forbrugerorientering.



Om denne historie fra rejsebranchen i et stort dagblad: Det burde have været en aprilsnar. Nu er der proportionsforvrængning.

Skrevet af