EU til kamp mod timeshare-hajerne

Rejseselskabet Kuoni, der også omfatter Apollo Rejser, støtter et nyt forslag fra EU-kommissionen om at stramme kursen mod sælgere af timeshare-lejligheder.
Gennem årene er mange turister blevet narret, ikke mindst på Gran Canaria, hvor de lokket med for eksempel lotteri, skriver under på køb af en ferielejlighed. I flere tilfælde har det vist sig, at lejligheden enten ikke eksisterer eller er i ringe stand.

”Det vil glæde mig, hvis nye tiltag kan bidrage til, at der bliver sat en stopper for den slags,” siger administrerende direktør Jan Lockhart fra Kuoni. ”Salgsmetoderne er voldsomme, og nogle sælgere er næsten umulige at slippe væk fra, før man har underskrevet en kontrakt,” påpeger Lockhart.

Ifølge kommissionens forslag skal fortrydelsesretten forlænges 14 dage. Derudover skal kontrakterne være langt tydeligere, så potentielle købere hurtigt kan forstå, hvad kontrakten indeholder, så man har bedre muligheder for at springe fra i tide. Der er også forslag om, at der ikke må opkræves depositum.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 16. juni, 2007)

Skrevet af