Syge føler sig stavnsbundet

Hvis man lider af en livstruende sygdom, er det nærliggende at tage ud at rejse for at opfylde sine drømme. Det kan dog blive vanskeligt overhovedet at få lov til at rejse til udlandet, da mange syge danskere oplever trængsler med at få lov til at rejse af Europæiske Rejseforsikring, til trods for af at deres egen læge ikke mener, ferie vil volde nogen problemer.

Ifølge Jyllands-Posten betyder dette, at en kvinde, der tidligere er opereret for brystkræft, ikke har kunnet få lov til at rejse på tre ugers ferie i Vietnam. Ofte får man fra Europæiske Rejseforsikring ingen konkrete begrundelser for afslagene, og mange er derfor i tvivl om, hvorfor man nægtes forsikringsdækningerne.
Europæiske Rejeforsikring er blevet kritiseret for langt fra altid at bruge læger til at træffe afgørelser i sagerne, hvor folk med en alvorlig eller kronisk lidelse søger om på forhånd at få tilsagn om at kunne rejse til udlandet og være dækket af en rejsesygeforsikring – et såkaldt bindende forhåndstilsagn. Underdirektør i Europæiske, Jakob Bender, har i den forbindelse udtalt til Morgenavisen Jyllands-Posten, at man kan regne med, at tilsagnene står ved magt – også selvom det er en person uden lægefaglig uddannelse, der har givet dem. Hvis man får et afslag, ”så er det fordi, der ikke har været noget at være i tvivl om,” siger Bender.

På spørgsmålet om, hvorfor Europæiske ikke giver konkrete begrundelser, når folk får afslag, svarer Jakob Bender: ”Individuelle begrundelser giver efter vores vurdering ofte anledning til flere problemer end løsninger, med mindre de gives face-to-face af lægen. I det offentliges ordning er der ikke afsat ressourcer til face-to-face orientering.”

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 31. maj, 2007)        

Skrevet af