Det er ikke gratis at sammenlægge de to selskaber Maersk Air og Sterling. I alt kommer det til at løbe op i over 100 millioner kroner, vurderer direktør Almar Örn Hilmarsson. Men dele af udgifterne skal dækkes gennem omfattende besparelser. Hvor store vil Sterling-chefen dog ikke ud med.
“Jeg vil ikke sætte tal på besparelserne, men det vil være vores primære fokus fra starten. Hvis vi ikke får kontrol over selskaberne og stopper med at tage penge, er der ingen, der har et job,” siger han.
I går meddelte Sterling, at sammenlægningen af selskaberne var blevet godkendt af myndighederne. Dernæst blev aftalen mellem Sterling-ejerne og Maersk Air-ejerne skrevet under, og medarbejderorganisationerne fik besked om, at der skal afskediges omkring 200 medarbejdere, når selskaberne bliver lagt sammen.
Trods det omfattende arbejde, som venter, er ekspansionsplaner ikke lagt på hylden. “USA-planerne er ikke på ‘hold’ længere,” fortæller Almar Örn Hilmarsson. “Det ser mere interessant ud nu, fordi vi har et meget større rutenetværk, hvor der nemt kan fødes ind til USA-destinationer ud af København, Oslo og Stockholm.”
(Børsen og Jyllands-Posten 14.09.2005)

STANDBY.DK Nyt om rejser

