Kommentaren/Spidsen

Situationen for de rejsende i Københavns Lufthavn er kaotisk og helt uacceptabel.



Som reklame over for udenlandske turister, der første gang besøger hovedstaden, er det det værst tænkelige billede af landet. Krydstogtpassagerer, der må rejse videre uden kufferter eller danske chartergæster, der uden så meget som en tandbørste efter ufattelig mange timers ventetid må tage plads på i flyet.

Lufthavnskaoset er med til at tegne et urimeligt og forkert negativt billede af Danmark og København som turistmål.



Uanset at problemerne er forstærket af arbejdsnedlæggelse og et transportbånds nedbrud, er ledelsen i Københavns Lufthavn og sidste ende lufthavnens bestyrelse ansvarlig for de seneste dages kaos.



Københavns Lufthavn har ikke været gearet til at magte 80.000 daglige passagerer.



Det er vanskeligt at fortolke timelange køer ved check-in skranker og 8000 stykker bagage, der ikke er udleveret, på anden måde.



For flyselskaber og rejsende i en af Europas mest moderne lufthavne har med rimelighed forventning om, at selv tekniske vanskeligheder og personalekonflikter kan håndteres blot nogenlunde.



Forløbet må derfor få et efterspil. Mon ikke lufthavnsledelsen efterfølgende selv foretager den fornødne selvkritiske evaluering af balladen, der imagemæssigt kan kaste lange skygger – over Kastrup som knudepunkt og København og Danmark som turistland.



Alligevel må det skuffe, at politikere fra bl.a. socialdemokrater og Dansk Folkeparti straks er parat til at slå plat på historien.



De vil have transportminister Flemming Hansen til at gribe ind.



Den slags udsagn kan altid trække lidt omtale i en hungrende presse, der midt i sommervarmen ikke har mange andre sager at beskæftige sig med.



Men det er at slå plat på en for mange tusinde mennesker dybt ulykkelig situation.



Københavns Lufthavn er en privat virksomhed, som har australske ejere. I modsætning til f.eks. Bane Danmark, hvor staten fortsat står med ansvaret.



Transportministeren kan altså ikke beordre lufthavnsledelsen til at gøre det ene eller andet.



Han har selvfølgelig ikke den fjerneste instruktionsbeføjelse over for direktør Niels Boserup & Co.



Og han kan næppe heller sikre, at et strejkende transportbånd igen fungerer, eller personalekonflikter – nuværende såvel som kommende – kan blive lagt døde.



Mon ikke at Københavns Lufthavns medarbejdere og ledelse er lige så forbandet over forholdene, som deres kunder, rejsearrangører og flyselskaber, og disses mange tusinde strandede gæster. Naturligvis gøres alt for at lette situationen – og her kan PR-lystne politikere hverken gøre fra eller til og alene med deres initiativer påkalde sig svag hovedrysten.



Til gengæld må Niels Boserup og hans stab efterfølgende forklare deres kunder og samarbejdspartnere, nøjagtigt hvilke fejl og uforudsete begivenheder, der fik passagerafviklingen til at løbe løbsk. Og ikke mindst: fortælle hvilke tiltag, der fremover skal hindre tilsvarende kaos.



kam






Skrevet af