Campingmesse i Bella Center

Tidligere skulle campisterne aktiveres og være i gang hele tiden, men nu skal de lære at slappe af og nyde livet. Ifølge Jørgen Fröhlich, informationschef i Dansk Camping Union, begynder begrebet ”soulness” at vinde indpas hos campingfolket. De skal nu lære sig kunsten at lave ingenting, hvor de før skulle være aktive uafbrudt.

Denne tendens og meget andet vil være i fokus på campingmessen ”Camping ’08”, som åbner på fredag kl. 10 i Bella Center i København og slutter søndag kl. 17.
Sidste år deltog 16.300 i campingmessen, og Bella Centers salgs- og projektleder, Margit Geil, forventer et tilsvarende antal i den kommende weekend.

Selv om de danske campingpladser kunne glæde sig over 12 millioner overnatninger sidste år, så er der alligevel tale om en tilbagegang, siger Jørgen Fröhlich:
”Det skyldes sidste sommers møgvejr, som fik både campister og charterfolket til at flygte til udlandet. Vejret var imidlertid lige så dårligt i udlandet, og vi kan derfor allerede spore en fremgang på procent på de hjemlige pladser”.
En anden faktor, som rammer campisterne hårdt, er de stigende benzinpriser.
”Prisstigningen er noget af det værste og gør folks rejseradius mindre. Og der er ikke blot tale om et dansk fænomen. I f.eks. Kroatien koster en liter benzin nu 9,16 kr. Prisstigningen vil ganske givet betyde lidt mindre biler og mindre campingvogne,” konstaterer Jørgen Fröhlich.

(Politiken, d. 16. januar, 2008)

Skrevet af