Dagens kommentar

Take Off kunne i sine morgennyheder mandag fortælle, at den svenske flybranche vil have samme muligheder for at tilbyde toldfrit salg, når flyene lander, som Norge og Island, der jo (indtil videre) har valgt at holde sig uden for det europæiske fællesskab.



Det er bestemt en nyhed med perspektiv.



Især hvis EU-landet Sverige beslutter sig for at lave en sådan national særordning.



Det vil sikkert vise sig at være en enorm udfordring til EU-systemet, som med stor konsekvens tvang bl.a. den danske regering til at afvikle det toldfri salg inden for EU-området.



Når sagen overhovedet bliver aktuel, er det fordi terror-alarmen i London forleden har medført, at de rejsende ikke længere kan medbringe spiritus og parfume som håndbagage på grund af risikoen for, at den ellers velduftende spray viser sig at være trotyl eller rommen fra Jamaica er flyverbenzin.



For lufthavne og fly betyder sikkerhedstjenesternes krav om stop for toldfri salg et betragteligt indtægtstab.



Derfor er de selvfølgelig aktivt interesseret selv i nødløsninger, selv om de kan have et anstrøg af tilfældighed over sig.



Hvis den svenske regering beslutter sig for at gennemføre en sådan ”køb, når du lander ordning”, kræver det formentlig godkendelse i EU-kommissionen og måske også i EU’s råd af erhvervs- og skatteministre.



Men i så fald bør den danske regering naturligvis presse på for at gøre det til et nationalt anliggende, hvordan man vil håndtere lufthavnenes salg. Og at en rejsende skal have mulighed for at købe, når vedkommende lander, er selvfølgelig indlysende, når den rejsende ikke kan købe, før han går om bord.



I øvrigt vil politikerne på dette punkt også demonstrere, at vi i alle forhold – store som små – finder udveje, når terroristerne tvinger os til at skabe særlige sikkerhedsordninger.






Skrevet af