Ring til dine medpassagerer

Finnair har fået det første af sine nye Airbus 340. De skal bruges på langruterne til Fjernøsten.

Blandt de nye detaljer er, at satellit-telefonerne ved hvert sæde gør det muligt for passagererne at sende korte SMS’er eller e-mails til jorden – og modtage svar. Hvert sendt eller modtaget SMS eller e-mail koster 2 dollars.



Og som vist nok første flyselskab tilbyder Finnair, at man fra sin satellittelefon i stolen kan ringe til andre passagerer på samme flyvning. Denne service er gratis.



I øvrigt er Finnairs nye Airbus A340’ere fyldt med underholdning – også økonomiklasse-passagererne har egne tv-skærme og kan bl.a. vælge mellem 20 film.



Og vil man arbejde med sin egen laptop, er der strømforsyning ved alle 269 sæder på begge klasser. Desuden er der stik til passagerens egen iPod.



Finnair får senere på måneden sin anden Airbus A340-300E – begge fly skal bruges mellem Helsinki og Tokyo, Nagoya og Shanghai.

I alt har Finnair bestilt ti fabriksnye Airbus 330/340 – samt 11 eksemplarer af Airbus’ kommende nye model, Airbus 350XWB – den type er dog endnu ikke lettet fra tegnebrættet og kommer først fra år 2014.

Skrevet af