20.000 fisk kiggede på én million mennesker

den-blå-planet-Danmarks-AkvariumEfter sidste års flytning af Danmarks Akvarium fra Charlottenlund til Den Blå Planet i Kastrup, havde fiskene næppe forventet så mange besøgende. Der kom dobbelt så mange som forventet. Fiskene forventer, at de bliver Danmarks 5. største turistattraktion.

”Vi nåede op mod 1,1 millioner gæster i 2013. Det forventede tal var 525.000, så det var en overvældende modtagelse,” siger afdelingsleder Christian Juul Yssing, PR og marketingchef i Den Blå Planet til standby.dk

På Den Blå Planet er der lagt op til en totaloplevelse. Der er nemlig ikke kun flotte fisk i akvarierne, de indtager også tallerknerne i spisestedet Øst, der drives i samarbejde med Meyers Køkken. Er man ikke til fisk, er Meyers flæskestegssandwich og en hønsesalat også på menuen. Øllet kommer fra Nørrebro Bryghus og spisestedet har 300 pladser. Der er plads til op til 500 til arrangementer og events uden for åbningstiderne.

Den Blå Planet ventes at blive en af Danmarks fem bedst besøgte attraktioner med ca. 800.000 gæster årligt. Her får de indblik i et fascinerende dyreliv fra norden til de tropiske oceaner og Amazonas’ regnskov.

3.000 dyr er flyttet med fra det gamle Danmarks Akvarium i Charlottenlund og 17.000 nye er kommet til, så man på Den Blå Planet kan komme tæt på 20.000 fisk og havdyr, fordelt på 53 akvarier med i alt syv millioner liter vand.

Det største akvarium i Den Blå Planet kunne rumme 40 HT-busser. Dette akvarium har hammerhajer, rokker og muræner i fire millioner liter saltvand.

Et andet kæmpe akvarium viser koralrevet, mens fem store akvarier viser livet i Afrikas tre største søer,  Victoria, Tanganyika og Malawi. Ud over de mange fisk kan man se dværgkrokodiller, skildpadder og fugle.

Amazonas, verdens største flod, har et imponerende dyreliv, som kan opleves i den store regnskovshal. Under det store vandfald svømmer 3.000 piratfisk, og man kan bl.a. se anakondaer.

Et andet anlæg giver indblik i det særlige liv over og under vandet på Færøerne. Det strækker sig 15 meter op mod den åbne himmel og er hjem for søpapegøjer. I vandet svømmer pighaj, torsk og havkat. Det store panoramavindue i Oceantanken vejer ca. 60 ton.

Den Blå Planet er hjem for 450 arter – i alt 20.000 fisk og havdyr fra hele verden. Det kostede ca. 700 millioner kroner at bygge Den Blå Planet, der har 120 fastansatte og timeansatte.