2009 rekordår for Malmös hoteller

Malmös hoteller havde den højeste belægning i Sverige mandag til torsdag og næsthøjest totalt set hele året. De udenlandske hotelgæstenætter steg med 24%, hvoraf de danske nærmest fordobledes i årets løb.

 

”Et meget fint resultat på baggrund af lavkonjunkturen og på trods af at hotelkapaciteten steg med 8% i starten af året. Vi har grund til at være optimistiske med hensyn til fremtiden. Yderligere hoteletableringer i år og planer om nye kongresanlæg viser, at der er en stærk tro på, at Malmö vil fortsætte sin udvikling positivt”, siger Lars Carmén, turistdirektør i Malmö.

 

Totalt havde Malmö 1.125.367 overnatninger, en vækst på 8% i forhold til 2008. Belægningen var den højste i Sverige mandag til torsdag med en kapacitetsudnyttelse på 74%. Totalt for hele året lå belægningen på 66% og kun Stockholm lå højere med 67%.

 

I 2009 overnattede 823.033 svenskere på Malmös hoteller, en vækst på 4%. De udenlandske overnatninger steg med 24% og af dem stod danskerne for en vækst på hele 98%. Totalt havde Malmö 302.334 udenlandske overnatninger. Danskerne stod for 64.178, fulgt af tyskerne med 39.054, briterne med 30.434 og nordmændene med 18.095 overnatninger.

 

Skrevet af Flemming Juul