FLYSIKKERHED: Sidste år omkom ”kun” 269 som følge af 29 flystyrt med etablerede flyselskaber – det er under gennemsnittet de seneste 10 år, hvor der i snit har været 32 ulykker med 719 omkomne.
Ifølge Aviation Safety Network var sidste års værste flyhavari en Boeing 737-500 fra det lille centralrussiske flyselskab Tatarstan på vej fra Moskva til Kazan, hvor 50 omkom.
Det næstmest alvorlige crash skete 17. oktober sidste år, her omkom 49 passagerer og besætningsmedlemmer da en Lao Airlines ATR72 styrtede under indflyvning til Pakse i Laos.