Vi fik den bedste pris for Øster Lindet Rejser

”Jeg har indsamlet de bedste tilbud for en fortsættelse af Øster Lindet Rejser – og det klart bedste bud kom fra den gruppe, vi nu har solgt til og modtaget pengene fra.”



Det sagde advokat Carsten Ceutz fra advokatfirmaet Bech-Bruun i går til Take Off. Carsten Ceutz er administrator og kurator for den største kreditor i Øster Lindet Rejser, Rejsegarantifonden. Carsten Ceutz kender i øvrigt rejsebranchen som formand for Travelmarket.dk



”Vores salg til den nye ejer af Øster Lindets konkursbo blev afgjort af, hvilken ny ejer ville være bedst for kreditorerne – mange bød på dette,” siger Carsten Ceutz.



Han vil ikke oplyse, hvor meget de nye ejere har betalt for konkursboet – ligesom han endnu ikke har overblik over, hvor meget den samlede konkurs kommer til at koste. ”Der kommer stadig krav til konkursboet, men jeg forventer at kende det endelige beløb indenfor nogle uger,” siger han.



”Det bud, jeg har accepteret, var væsentligt højere end fra andre rejseselskaber. Salget betyder bl.a., at alle ansattes krav overtages af det fortsættende selskab. Medarbejderne får løn og samme rettigheder, som overfor deres tidligere arbejdsgiver,” siger Carsten Ceutz.



Rejsegarantifonden er største kreditor i konkursboet. Fonden har oplyst, at det drejer sig om ca. 15 mio. kr.



De nye investorer har indtil videre genindsat Kirsten Wichmann som daglig leder.





HB


Skrevet af