2+1 Michelin-stjerner til Claus Meyer i New York

Restaurant Aska.

Restaurant Aska.

På blot seks måneder har Claus Meyer startet to nye restauranter i New York, der har nået så højt et niveau, at de begge er blevet tildelt Michelin-stjerner.

”Jeg fik en opringning af en af mine medarbejdere tirsdag. Han spurgte, om jeg sad ned og fortalte så, at den ene restaurant havde fået to stjerner, og at den anden havde fået én. Det var et vanvittigt øjeblik”, siger Claus Meyer, der troede, at han først ville få besked torsdag.

Restaurant Agern, der ligger på Manhattan og har eksisteret i seks måneder, fik én stjerne, mens den kun tre måneder gamle restaurant Aska i forstaden Williamsburg blev hædret med to stjerner, skriver dr.dk.

”Det er helt vanvittigt, at de tilsammen hiver tre stjerner hjem på så kort tid”, siger den danske restauratør.

”Grundlæggende har vi nogle sindssygt dygtige folk, der har arbejdet ekstremt hårdt. Forskellen mellem de to restauranter er, at på Agern er der 120 gæster om aftenen og 60-70 til frokost. Aska ligger under en bro i Willamsburg og har 18 gæster. De bekender sig begge til den grøntsagsorienterede, saftige og sprøde madlavningsstil, som det ny-nordiske køkken har været bannerfører for”, siger Claus Meyer.

På Agern koster syv retter mellem 145 og 165 dollars (1.000 til 1.150 kroner), mens man skal have 215 dollars op af lommen (ca. 1.500 kroner), hvis man vil nyde en menu på to-stjernede Aska.