Dash 8-fly måtte igen nødlande

Brandvæsenet og politiet evakuerede lørdag 44 passagerer, efter at deres fly, et Dash 8-fly, kl. 16.55 var krænget over på højre side efter landingen med knækket hovedhjul. Flyet var lettet fra Bergen kl. 12.30 og skulle være landet i København kl. 14.25 men fik problemer undervejs. Efter at piloten af sikkerhedsmæssige grunde havde kredset over lufthavnen i længere tid for at bruge brændstof, måtte han foretage en såkaldt sikkerhedslanding. På landjorden stod et massivt opbud af udrykningskøretøjer og ambulancer for at tage imod passagererne.

Det højre hovedhjul var knækket, akkurat som det var tilfældet i september i Aalborg. Hver gang er det landingsstellet, der svigter på trods af, at alle Dash 8-fly i den senere tid har fået udskiftet deres landingsstel på grund af rust.

Som følge af ulykken måtte Københavns Lufthavn lukke landingsbaner, så der i flere timer kun var én brugbar landingsbane i den travle lufthavn. Det betød forsinkelser for resten af flytrafikken.

(Berlingske Tidende, d. 28. oktober, 2007)

Skrevet af