Lufthavnen kræver penge fra journalister

En regning på 2.500 kr. dumper ind hos journalist Mads Ellesøe. Han har været i Københavns Lufthavn for at filme soldat, der kommer hjem fra krigen i Afghanistan. Lufthavnen forlanger penge for “4 location”.



”Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle betale for at filme. Hvis ikke det er presserelateret med dokumentarfilm om følgerne af, at Danmark er i krig, ved jeg ikke, hvad der skulle være presserelateret,” siger Mads Ellesøe.



En stor del af optagelserne er foregået i ankomsthallen, hvor der er offentlig adgang. Men reglerne om betaling er de samme for dokumentarfilm, uanset hvor i lufthavnen optagelserne er. ”Det svarer til, at Københavns Kommune ville tage penge for, at filme på rådhuset,” siger Mads Ellesøe.



Om det er dokumentarserien Stripperkongens piger, tv-serien Livvagterne eller en dokumentar om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan, gør ingen forskel, siger pressechef i Københavns Lufthavn, Søren Hedegaard Nielsen. ”Vi opkræver lokationspenge i forbindelse med dokumentarfilm, spillefilm, reklamefilm og ikke-kommercielle film og fotooptagelser,” siger han.



I Dansk Journalistforbund vil faglig konsulent Lone Amtrup henvende sig til Københavns Lufthavn for at få dokumentarfilm ligestillet med andre journalistiske genrer, skriver fagbladet Journalisten.

Skrevet af