Kæmpesum til australsk turistmarkedsføring

Den australske regering har afsat yderligere 600 mio. DKK de næste fire år til at styrke landets turistmarkedsføring i udlandet. Samtidig sammenlægges landets turistorganisationer til Tourism Australia.



De 600 mio. kroner ekstra beskrives som det største skridt fremad siden oprettelsen af Australiens Turistråd, Australian Tourist Commission, i 1967.




ATC’s adm. direktør, Ken Boundy, siger: “med de ekstra penge kan ATC bruge flere markedsføringskroner på oversøiske markeder. På 30 år er antallet af turister til Australien steget fra én til fem millioner om året. Men de senere år er kampen om de oversøiske turister vokset, andre lande er begyndt at bruge langt flere midler på at tiltrække turisterne og deres penge. Nu skal vi satse mere på at få flere højt spenderende turister til Australien.”



Samtidig oprettes en ny organisation, Tourism Australia, en sammenlægning af ATC, plus landets incoming turistmarketingorgan, See Australia, samt Bureau of Tourism Research og Tourism Forecasting Council.



Tidligere i år lukkede ATC sit nordiske repræsentationskontor.

Skrevet af