My travel fik rekordresultat

Den nordiske rejsekoncern er en del af MyTravel Group plc., der er noteret på børsen i London. Driftsresultatet blev forøget til 194 mio. kr. (240 mio. svenske kr.), hvilket er en fremgang på 58% sammenlignet med samme periode i fjor.



Også koncernens danske del, der består af 50 års jubilaren Spies, Ving, Tjæreborg, Skibby Rejser og MyTravel Tango, er i flyvende form. Selskaberne genererede det hidtil bedste halvårsresultat og fremviser et driftsoverskud på 46 mio. kr. Det er mere end en fordobling i forhold til den tilsvarende periode i fjor.



– Vores stærke resultat skyldes ikke blot de bedre konjunkturer men også en fortsat udvikling af produkter og kvalitet. Vi har set en fremgang i salget af oversøiske rejser på næsten 150%. Thailand er her den helt store magnet – en tendens, der også holder sig den kommende vinter. Vi har således på nuværende tidspunkt solgt 81% flere Phuket-rejser for næste vinter end på samme tid i fjor. For næste vinter ser vi en samlet fremgang på 58% på salget af oversøiske rejser, siger Bjarne Hornbek, der er administrerende direktør for MyTravel i Danmark.



Han glæder sig også over, at salget af årets sommerrejser ligger på niveau med sidste år, der i øvrigt var det bedste i 10 år.



Koncernens flyselskab er det dansk registrerede MyTravel Airways med ca. 1.000 ansatte og flyvninger fra hele Norden. Også dette selskab bidrager med et positivt resultat for den forløbne vinter – noget af et særsyn i skandinavisk luftfart. MyTravels nordiske gæster bedømmer i øvrigt flyselskabet som det bedste af de 12 charterflyselskaber, som koncernen har anvendt i det forløbne halvår.



Også MyTravel Northern Europes totale nordiske salg fortsatte med at stige. Omsætningen blev 5,1 milliarder svenske kroner i det første halvår, hvilket er en stigning på 8½ procent sammenlignet med samme periode i fjor. Også driftsmarginalen er udviklet positivt – fra 3,2 procent til 4,7 procent.


Skrevet af