Danfoss bekoster ny oplevelsespark

Danfoss står bag åbningen af en ny oplevelsespark i Nordborg, der skal lære børn og unge om naturvidenskab på en sjov og pædagogisk måde. Det skriver Berlingske Tidende i dag.

Selve oplevelsesparken, Danfoss Universe, er et kubeformet telt, hvor der hele tiden løber vand ned langs siderne og vækker illusionen af en 23 meter høj isterning. Inde i teltet kan man opleve de forskellige naturelementers kræfter og blandt andet se en gletsjer, en sprudlende vulkan eller en gejser.

Det er Danfoss’ administrerende direktør Jørgen Mads Clausen (billedet), der står bag initiativet til oplevelsesparken, som han så på Expo 2000 i Hannover. Parken er finansieret af Bitten og Mads Clausen Fonden.

Danfoss Universe rummer i alt 150 aktiviteter og forlystelser, hvis overordnede pædagogiske princip er baseret på den amerikanske psykolog Howard Gardners teori om, at mennesket rummer flere intelligenser. Disse intelligenser skal alle stimuleres for at øge indlæring, og det sker bedst gennem leg. Danfoss Universe åbner den 5. maj 2005.

Skrevet af