Sterling på vej med ny bagageafgift

Sterling er formentlig på vej med et nyt bagagekoncept til afløsning af den grænse på 15 kilo fri bagage, selskabet indførte ved årsskiftet. Således melder kilder tæt på selskabet, at man fra vinterprogrammet helt vil afskaffe 15 kilo grænsen, således at passagererne skal betale for al medbragt bagage. Ifølge Stand By’s oplysninger bliver der tale om betaling pr. styk medbragt bagage, kombineret med en øvre grænse for, hvor meget hvert stykke bagage må veje.

Sterlings adm. direktør, Almar Örn Hilmarsson, vil ikke overfor Stand By bekræfte, at man planlægger det nye bagagetiltag, men siger: ”Hvis man kigger på hvad andre selskaber gør, og hvordan andre markeder har reageret på en betaling for medbragt bagage, tror jeg man kan sige, at det er den vej det går”.

Da Sterling ved årsskiftet reducerede bagagegrænsen fra 20 til 15 kilo medførte det omfattende kritik fra såvel passagerer som rejsebureauer. Flere bureauchefer, Stand By har talt med, bekræfter således, at de overfor Sterling har fastholdt, at deres rejsegrupper også fremover skal kunne medbringe 20 kilo fri bagage.

Skrevet af