Konkurs i tvivlsomt rejsebureaus driftsselskab



Sø- og Handelsretten erklærede 21. november det gamle driftsselskab bag Movement Travels fra Hørsholm konkurs. Dermed er der formentlig ikke penge at hente for kreditorerne, som bl.a. omfatter Brussels Airlines.



Kreditorerne mod det gamle driftsselskab bag Movement skal nu kontakte kuratoren som er udpeget af Sø- og handelsretten.



Brussels Airlines er et af de selskaber som føler sig snydt af Movement Travels. Det belgiske flyselskab, som Lufthansa står til at overtage, vil stadig gøre sit krav gældende overfor Movement via skifteretten.



Take Off afslørede sidste måned, at Movement Travels i Københavns Byret blev dømt til at betale over en halv million kr. til Brussels Airlines. Men i stedet for at betale, blev driftsselskabet bag Movement omdøbt til “Rejseselskabet Aps”, sendt i tvangsopløsning og et nyt driftsselskab opstod med navnet Movement Travels.



I vintersæsonen 2006/07 havde Brussels Airlines flere flyvninger mellem København og norditalienske Bergamo for Movement. Men bureauet betalte ikke flyselskabet.



Efter adskillige rykkere til Movement Travels anlagde Brussels Airlines sag ved Københavns Byret. Her blev Movement i september i år dømt til at betale det skyldige beløb med renter, i alt 68.214 euro – eller ca. 512.000 kr. Hertil kom sagens omkostninger på 15.400 kr. I alt 527.400 kr.



Movement Travels fik 14 dage til at betale regningen, hvilket stadig ikke er sket.



11. august i år blev det ”gamle” Movement Travels slettet i Rejsegarantifonden.



For at drive rejsebureau og producere egne rejser er det et lovkrav med et registreringsnummer i garantifonden, her blev det nye Movement Travels registreret 11. august. Og kravet fra Brussels Airlines var mod det ”gamle” Movement Travels.



Take Off bad sidste måned Movement Travels adm. direktør, Christian Ranum Zohnesen, forklare, hvorfor bureauet ikke har betalt sin gæld til Brussels Airlines:



”Sagen med Brussels Airlines er ikke afsluttet, vi forhandler stadig via vores advokat,” sagde han.



Brussels Airlines oplyste i går, mandag, til Take Off, at der ikke er nogen forhandlinger med Movement.



Movement Travels er ikke medlem af Danmarks Rejsebureau Forening, men DRF’s adm. direktør, Lars Thykier (foto), sagde i november til Take Off:



”Movement Travels fremgangsmåde er yderst kritisabel. Der er jo ingen tvivl om, at de skylder Brussels Airlines penge – det har de jo en dom for. Den løsning, Movement har anvendt for at slippe ud af sin gæld, er på alle måder uacceptabel. Movement er et bureau der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.”



HB

Skrevet af