Kommentaren/Spidsen

Dansk turisme har det bedre end længe. Derfor kan det være vanskeligt at sluge den triste kendsgerning, at udviklingen går langt bedre andre steder og faget faktisk har haft et fald i beskæftigelsen. Det sidste kan jo være et udtryk for dygtig forretningsdrift, der effektiviserer virksomhederne. Lad denne del af analysen derfor komme branchen til gode.



Anderledes stiller det sig med den kendsgerning, at den danske vækst ikke kan måle sig med væksten i resten af verden.



Det er jo nøgne kendsgerninger, der kan hænge sammen med, at der fra dansk side gøres alt for lidt for at markedsføre vort smukke land, dets natur og dets seværdigheder til potentielle gæster – ikke mindst over for de nye store markeder i Østeuropa og Sydøstasien især Kina.



Det burde i hvert fald skræmme politikere og erhverv, at den prognose WTTC har udarbejdet for de kommende ti år ventes væksten i Danmark kun at blive 2,7 pct., mens den globale udvikling ventes på 4,2 pct.



Som en minimumsmålsætning må den danske turistbranche og regeringen have den fælles målsætning at ligge på niveau med verdensudviklingen.



Gerne over, men naturligvis ikke under.



Men det kræver – og det kan lyde som en gentagelse – at den danske regering og de politiske partier over en bred kam noterer sig hvilket perspektiv, der ligger i et succesrigt turisterhverv. Udover den vækst og beskæftigelse det kan give til landsdele, der ikke ligefrem vader i arbejdspladser, kan turistbranchen også sikre job til mange af de kortuddannede, der netop mister deres indtjening på grund af globaliseringen.



Hvis landbrugseksporten tabte markedsandele, industrierhvervene mistede markeder eller handelen kom i klemme i en international udvikling, ville alle være på dupperne. Medierne, politikerne og økonomerne ville råbe vagt i gevær.



Nu er der tavshed, fordi det ”bare” er turisterhvervet, der ser ud til at kunne komme under pres og i hvert fald ikke kan forsvare sin internationale position.



Men tallene burde give anledning til politisk interesse. Vi kunne med rette spørge: Sover du godt, turistminister?

Skrevet af