Sterling godkendt trods konkurstrusler

Sterling kan beholde den licens, der kræves for at operere som flyselskab, efter at Statens Luftfartsvæsen (SLV) har godkendt selskabets økonomi.
”Det er vores opgave at føre tilsyn med flyselskaberne både med hensyn til sikkerhed og økonomi. Så da vi hørte de bombastiske meldinger fra Sterling om, at de kunne gå konkurs, hvis piloterne strejkede bare få dage, bad vi Sterling om at indsende deres nøgletal og budgetter. Vores konklusion er, at der ikke er grundlag for at foretage os yderligere i forhold til deres EU-licens,” siger Thorbjørn Ancker, der er kommunikationschef i SLV.

For at have licens skal et flyselskab have en egenkapital på mindst 600.000 kroner og kunne betale deres udgifter to år frem. SLV fandt, at Sterling levede op til begge krav.

Sterlings tidligere kommercielle direktør, Stefan Vilner, gav ellers tidligere udtryk for, at en strejke ville være livstruende, hvis den kom til at vare mere end et par dage.
Hos Sterling vil man helst lægge hele sagen bag sig og koncentrere sig om fremtiden.
”Statens Luftfartsvæsen har til opgave at føre tilsyn med branchen, og deres henvendelse til os var en reaktion på noget, der blev sagt i pressen. De har fuldt accepteret, at det var en udtalelse, der faldt i kampens hede. Vi har nu en overenskomst med vores piloter, der rækker mere end tre år ud i fremtiden, så nu betragter vi sagen som fortid,” siger adm. direktør Almar Örn Hilmarsson, der ifølge Ritzau i et brev til SLV har oplyst, at ”isoleret set vil en to dages strejke dog på ingen måde kunne føre til en konkurs for Sterling”.

(Berlingske Tidende, d. 23. juni, 2007)

Skrevet af