Skal det være fint sælges nu fra sidst i juni og foreløbig gennem juli pladser ombord på den klassiske yacht M/Y Sanssouci Star med syv besætningsmedlemmer og plads til 12 passagerer. Hele yachten kan også lejes af for eksempel samme person. PR-foto fra Bella Vista Travel.

28.000 kroner for en uge i yacht i Danmark

Normalt sejler den danskejede yacht Sanssouci Star i Middelhavet med formuende gæster; coronakrisen har slået bunden ud af det marked, så gennem juli sejlet skibet i danske farvande.

Der kommer nu endnu et tilbud til danskere der har lyst og råd til at ferie på en lidt anderledes måde på hjemlige breddegrader.

Ejeren af Hotel Kommandørgården på Rømø ejer blandt andet også den klassiske yacht M/Y Sanssouci Star, der har en besætning på syv, herunder en dansk kaptajn. Det luksuriøse skib har plads til 12 gæster, to i singlekahytter, resten i dobbeltkahytter. Alle kahytter har eget badeværelse.

For 28.000 kroner per person sælger det danske luksusrejsebureau Bella Vista Travel nu fra sidst i juni og gennem juli ugelange rundture i de danske farvande, koncentreret om det sydfynske øhav. Sæsonen i Danmark kan forlænges, hvis efterspørgslen er stor nok.

Undervejs besøges en lang række større og navnlig mindre danske øer, prisen inkluderer fuld forplejning med gourmetmiddage ombord eller besøg på en række restauranter, for eksempel Falsled Kro

Skibet sejler blandt andet i Svendborgsund og besøger lokaliteter som Samsø, Bosserne, Kyholm, Endelave, Tunø, Lillebælt, Årø, Lyø, Falsled, Avernak Ø, Ærø, Marstal, Strynø og Odense Fjord.

Coronakrisen har gjort mange yachts ”arbejdsløse”
Bella Vistas grundlægger, Jesper Boas Smith, siger: ”Coronakrisen har blandt andet bevirket, at stort set alle yachts i Middelhavet er blevet ”arbejdsløse.” Så her er muligheden for at opleve nogle af de smukkeste steder i Danmark med en ægte klassisk yacht.

Sanssouci er klassisk indrettet med flere saloner og små siddearrangementer på dækket. Sans souci betyder ”uden bekymringer” på fransk, og ombord skal man heller ikke andet end at slappe af og nyde udsigten fra teakdækket,” siger Jesper Boas Smith.

Ejerens repræsentant, Therese Thøgersen, siger i pressemeddelelsen: ”Skibets danske kaptajn stævner ud fra Svendborg og sejler forbi nogle af Danmarks skønneste landskaber. Undervejs vil der være mulighed for at gå i land og nyde en frokost eller en middag på klassiske danske perler som Falsled Kro eller Dyvig Badehotel.”

Hele yachten kan lejes
”Yachten er perfekt for den store familie, vennepar eller man kan nøjes med at booke én kahyt, hvilket normalt aldrig er muligt på denne type af yachts,” siger Jesper Boas Smith og tilføjer:

”Tager man hele yachten, vil man kunne tilpasse sejlplanen i samarbejde med kaptajnen og os. Andre vil måske foretrække at bruge skibet som udgangspunkt for en ferie i Skagen med mulighed for at smutte en tur til Læsø. Mulighederne er mange.”

Relaterede artikler:

Klar til Danmarks dyreste flyvende gourmetrundtur

Millionkampagne skal trække danske turister til Fyn

Danske Destinationer har flere ønsker til statsministeren