Lufthansa får ny First Class-terminal

Fra 1. december tilbyder Lufthansa sine First Class-passagerer en mere luksuriøs rejseoplevelse. Den eksklusive service begynder i Frankfurts nye First Class-terminal eller First Class-lounger.



Portørservice, limousinekørsel til flyet, en eksklusiv atmosfære med gourmetrestaurant samt personlig betjening fra ankomsten i lufthavnen til flyets afgang er nogle af de tilbud, der skal gøre Lufthansa-rejsen til en endnu større oplevelse for dets First Class-passagerer.



I fremtiden vil Lufthansa bl.a. hjælpe sine First Class-passagerer i Frankfurt med parkering, check-in, sikkerhedskontrol og toldbehandling.



”Vi ønsker at skabe et miljø, der ligner det man har, hvis man flyver med privat jetfly. Topservice for topkunder. Det er målet med vores nye First Class-terminal og First Class-lounger i Frankfurt – med den nye terminal og lounger styrker vi vores førende position i det øverste segment, som andre flyselskaber i øjeblikket forlader,” siger Lufthansas koncernchef, Wolfgang Mayrhuber.



I den ca. 1.800 m2 store First Class-terminal har hver gæst en assistent til rådighed under opholdet. Der er individuelle kontorer med telefon, Notebook-forbindelse og kontorudstyr. Gæsten kan slappe af eller friske sig op i luksuriøst møblerede værelser med rummelige badeværelser.



I loungearealet er sofaer og lænestole, tv, et omfattende udvalg af aviser og tidsskrifter, mulighed for at se individuelle film, høre musik eller surfe på nettet.



I restaurantens åbne køkken tilbereder kokkene sæsonens retter ligesom der er en separat cigarlounge med snacks og drinks.



Gæster i First Class-terminalen behøver ikke længere at gå til gaten. De bliver hentet i en Mercedes S eller Porsche Cayenne (billedet) og kørt direkte til flyet.



Den 1. december, når den nye 1. klasses terminal og lounge åbnes i Frankfurt, vil den særlige service også være til rådighed for Lufthansas HON Circle-medlemmer i Miles & More programmet.



Alle med 600.000 HON Circle miles indenfor to kalenderår opnår HON Circle status. Disse miles samles på flyvninger med bl.a. Lufthansa, Austrian, LOT, Air Dolomiti, Air One eller United Airlines.



I begyndelsen af 2006 introducerer Lufthansa et lignende First Class-program i München Lufthavn.

Skrevet af