Erik Ryge er død

Take Off’s medredaktør Erik Ryge døde lørdag eftermiddag som følge af komplikationer fra en operation for tarmkræft to dage forinden.



Erik Ryge, der i januar fyldte 70, kom til Take Off i 1988 og var bladets redaktør til 2001, men fortsatte som en skattet, hjælpsom og ihærdig medarbejder. Han fortalte om sit indholdsrige liv som gæst i Take Off-Stolen i januar i år i forbindelse med sin runde fødselsdag.



Blandt det meget, Erik nåede, var at blive cand. merc. fra Handelshøjskolen i København, hvor han senere blev lærer, han var i Flyvevåbnet, hvor han i 1985 endte som major af reserven; sekretær i Industrirådet, havde en chefstilling i Gutenberghus Reklamebureau, var adm. direktør for Laterna Film, generalsekretær for Dansk Postordreforening samt studievært for Danmarks Erhvervs-Radio og TV – ligesom han i en årrække optrådte med en af Danmarks største sønner, Victor Borge.



Take Off bringer en nekrolog om dette enestående menneske med det store, glade og gode hjerte i næste nummer – og så snart tid og sted for hans begravelse er kendt, vil vi bringe informationen her på vor hjemmeside.



I respekt for og til minde om Erik Ryge bringer Take Off i dag kun denne nyhed på vor hjemmeside…



Ære været Eriks minde.


Skrevet af