Lavprisselskabet EasyJet benytter en kommentar til Sterlings opkøb af Maersk Air i sidste uge til igen at tale for en afskaffelse af passagerafgiften på 75 kr. pr. passager.
I kommentaren skriver EasyJet, at en konsolidering af luftfartsindustrien er nødvendig, og at der på længere sigt vil blive fire til fem store paneuropæiske lavprisselskaber – EasyJet selv vil ligge i front, både når det handler om services og lave priser. De lave priser er netop grunden til, at selskabet kæmper med næb og køer for en afskaffelse af passagerafgiften. Det hedder i kommentaren: ”Derfor er selskabet fortsat i offensiven for at afskaffe den statslige passagerskat på 75 kr. sammen med transferrabatten i Kastrup lufthavn til fordel for en nedsættelse af den generelle afgift for at benytte lufthavnen.”
Christina Schärfe, der er talskvinde for EasyJet i Danmark, mener derfor ikke, at transportministeren bør tøve et sekund, når det gælder passagerafgiften. ”Punkt til punkt-trafikken vokser og bringer vækst. I lufthavne, hvor afgiften er fornuftig, og hvor landet ikke er belastet af en antikveret skat, bringer lavprisselskaberne vækst.”
(Børsen, 5/7)
Tagget med: easyJet