Pæn resultatfremgang takket være markant trafikstigning

Resultatfremgangen drives frem for alt af en stigning i vejtrafikindtægterne på 14 procent, samtidig med at renteomkostningerne kun er steget moderat i samme periode.



Vejtrafikken på Øresundsbroen steg i perioden til cirka 18.700 biler i døgnet, hvilket er en stigning på næsten 18 procent sammenlignet med samme periode i fjor. Samtidig steg togtrafikken med 25 procent til 7,1 millioner passagerer.



– Det er stadig pendlertrafikken, der står for den store stigning takket være integrationen af arbejds- og boligmarkedet, siger Øresundsbro Konsortiets administrerende direktør Caroline Ullman-Hammer.



– Forudsætningen for Øresundsbroen var, at virksomheden ville køre med tab de første år. Nu nærmer vi os hurtigt målet om for første gang at kunne præsentere et overskud, hvilket er meget glædeligt.



Vejtrafikindtægterne steg med cirka 90 millioner DKK til 724 millioner DKK, en stigning på 14 procent, og i alt steg indtægterne med 11 procent til 1.059 millioner DKK. Driftsomkostningerne steg med 25 millioner DKK til 226 millioner DKK, hovedsagelig på grund af den større trafikvolumen. Resultatet før afskrivninger og finansielle poster (driftsresultatet) blev 833 millioner DKK, hvilket er en stigning på 10 procent.



Den største omkostningspost er nettofinansieringsomkostninger, som steg med 7,6 procent til 593 millioner DKK på grund af det højere renteniveau i Europa. Det er dog ikke hele rentestigningen, der er slået igennem i resultatet, eftersom en del af Øresundsbro Konsortiets lån er sikret på et lavere renteniveau.



Resultatet før værdiregulering blev et underskud på 13 millioner DKK.



Værdireguleringen udgøres af en valutakursgevinst på 90 millioner DKK og en positiv dagsværdiregulering på 470 millioner DKK. Dagsværdireguleringen er en regnskabsteknisk post, som ikke i sig selv har nogen betydning for selskabets tilbagebetalingsevne. Resultatet efter værdiregulering blev en gevinst på 548 millioner DKK.

Skrevet af