Debat: Gouda har altså ret

Af Jørgen Pedersen, skadedirektør, Gouda Rejseforsikring



Under overskriften ”Gouda tager fejl” kommer Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl, sin medarbejder til undsætning og fremturer med Forbrugerrådets tidligere fremsatte – men forkerte -konklusion om dækningen under Nordisk Konvention i relation til ændringerne i rejsesygesikringen.



Som dokumentation henviser Rasmus Kjeldahl til en artikel i Berlingske Rejseliv, hvor journalisten, efter at have forhørt sig hos Danske Regioner, (fejlagtigt) mente at Goudas udtalelser på området var forkerte, for så vidt angår Nordisk Konventions regler om egenbetaling i forbindelse med lægeordineret hjemtransport.



Gouda er bevidst om artiklen og misforståelsen fra journalistens side, men valgte, for at undgå mere forvirring blandt forbrugerne, ikke at gå ud med en berigtigelse.



Dette samtidig fordi der, i den store sammenhæng, er tale om en mindre teknisk detalje, og Goudas ærinde er ikke at diskutere teknik og jura, men derimod at gå op imod udmeldingen fra Forbrugerrådet om, at ændringerne i rejsesygesikringen stort set er uden betydning, og at reglerne er enkle og overskuelige, hvilket herefter må siges at være grundigt tilbagevist.



Rasmus Kjeldahl fristes til at spørge Gouda, hvem der vildleder, og vi svarer gerne.



Som vi anførte i vores første kommentar (Take Offs hjemmeside 30. januar, red), kender vi som specialselskab indholdet i de mange regelsæt, der omgiver den rejsende, og rådgiver professionelt og sagligt i overensstemmelse hermed.

Dette har vi også har gjort i dette tilfælde og tilmed korrekt!



Sagen er, at Goudas udmelding er baseret på Indenrigs- og Sundhedsministeriets vejledning om EF-regler m.m. om social sikring – Nordisk Konvention. Det er nemlig dette ministerium, som er ansvarlig for området, og ikke, som Forbrugerrådet anfører, Danske Regioner. Ministeriet har bekræftet Goudas udlægning af teksten.



Når Rasmus Kjeldahl således fortsætter med udelukkende at tale om behov for hjemtransportdækning uden for Norden, er han altså stadig på afveje.



Såfremt Rasmus Kjeldahl fastholder sin mangelfulde rådgivning, kunne vi måske opfordre forbrugerne til at sende deres regninger for egenbetaling og hjemtransport fra Norden til Forbrugerrådet?



Vi fastholder vores udsagn om at den rejsende i Norden også har brug for rejseforsikring, og støttes heri af vores brancheorganisation Forsikring & Pension.



Vi bistår endvidere gerne Forbrugerrådet i deres bestræbelser på at give korrekt rådgivning og sikre forbrugerne den rigtige forsikringsdækning. I den sammenhæng har vi fuldstændig identiske interesser.



Man fristes til at spørge, om Forbrugerrådet er indstillet på en snak om dette?

Skrevet af