Ukendt rejsebureau skal erklæres konkurs

Valdemar Travel nåede aldrig at indsende et regnskab – og teorien hos Rejsegarantifonden er, at ejeren har snuppet en enkeltbillet til udlandet.



I hvert fald oplyser Rejsegarantifonden, at rejsebureauet Valdemar Shipping & Travel Agency, som var registreret i fonden, onsdag i sidste uge meddelte, at selskabet med øjeblikkelig virkning måtte aflyse alle planlagte rejser fordi dets ”direktør var blevet syg på ubestemt tid,” oplyser fonden.



Rejsegarantifonden har siden uden held forsøgt at få kontakt til selskabets direktør. Selskabets kontor på Tagensvej 194 i København NV er lukket.



”Fonden har grund til at formode, at direktøren er rejst til udlandet og ikke ønsker at være behjælpelig med oplysninger om evt. strandede rejsekunder i udlandet samt oplysninger om kunder, som endnu ikke er rejst. Fonden ønsker hurtigst muligt at kontakte disse kunder, så de ikke møder i lufthavnen uden at være informeret om, at rejsen ikke bliver til noget,” hedder det.



Rejsegarantifonden vil indgive konkursbegæring mod selskabet, men det kan blive vanskeligt at få afsagt konkursdekret, hvis begæringen ikke kan forkyndes for selskabets direktør.



Valdemar Shipping & Travel Agency udbød ifølge den annoncering, fonden har kunnet følge, rejser til hele verden. Fonden har ikke noget skøn over, hvor mange rejsekunder, der bliver berørt af selskabets lukning.

Skrevet af