Flyselskab afviser at det går konkurs

Jat Airways er gået til modangreb på artikler i medierne om at det er i alvorlige økonomiske problemer. ”Situationen er stabil og det er ingen tegn på konkurs,” melder selskabet ifølge Reuters.



Serbiske medier citerede i sidste uge flyselskabets præsident for, at Jat kun havde råd til at holde ni af sine 15 fly på vingerne, fordi selskabet var ved at løbe tør for penge.



Men Jat siger, at præsidenten blev misforstået og at han kun omtalte omfattende besparelser, selskabet gennemfører for at blive mere konkurrencedygtig.



Blandt nedskæringerne er en omfattende lukning af repræsentationskontorer udenfor Serbien, at ledelsen skal gå op til 15 % ned i løn, mindre bespisning ombord og at selskabet får færre fly den kommende vintersæson.



Jat Airways flyver i øjeblikket fire gange ugentligt mellem København og Beograd med en Boeing 737-300. Ruten mellem Göteborg og Beograd lukker den 26. oktober.


Skrevet af